//
Digital dannelse som skolestrategi

De seneste ti år har vi set en stadigt stigende brug af sociale medier. For vores skolesystem betyder det, at en meget stor del af de børn og unge vi møder i dag er vant til at begå sig i de sociale medier. Potentielt sidder vi derfor i undervisningen med en ret stor ressource af uudnyttede erfaringer i hvert klasserum.

Det har dog samtidig den konsekvens, at hvis eleverne ikke oplever, at de muligheder bliver udnyttet i undervisningen, så bruger de dem alligevel. På bekostning af engagement i undervisningen. Det skaber frustration hos både lærere og elever.

Figur 1: Den onde cirkel

Hvis vi skal inddrage de sociale medier herunder en lang række web 2.0-værktøjer i undervisningen, så kræver det dog konkrete bud på, hvor det kan give mening fagdidaktisk. Lærerne skal kunne se sig selv i undervisningen dvs. have et medejerskab overfor de didaktiske valg, som værktøjerne lægger op til. Ellers vil det aldrig blive ført ud i undervisningen. Men computerne forsvinder ikke ud af klasseværelset. Tværtimod.

Figur 2: Den gode cirkel

Digital dannelse

Selvom der hviler et stort ansvar på læreren, så er det dog eleverne, der sidder i skolen for at lære noget. Digital dannelse er et forholdsvist nyt begreb, men adresserer nogle af de problemstillinger, vi som lærere står med. Når vi oplever, at eleverne ikke anvender deres computere i undervisningen, giver vi ofte eleverne skylden ved at sige, at de ”ikke er digitalt dannede”, fordi de ikke formår at anvende computeren i en læringskontekst. Min pointe er, at hvis vi vil gøre eleverne digitalt dannede, så er vi også nødt til i langt højere grad at inddrage digitale værktøjer i den daglige undervisning. Kun gennem brug af computeren som værktøj i læringskontekster, kan vi forvente, at eleverne begynder at bruge dem på den måde af sig selv.

Men hvad indebærer det at være digitalt dannet? Ifølge Bruns & Humphrey (2005) er der tre såkaldte CCC-skills som er væsentlige for at vi kan begå os i den digitale verden: Critical, Collaborative og Creative.[1] Formålet med at opøve netop disse tre ”skills” er således, at eleverne bliver givet konkrete kompetencer, hvor de kan anvende deres computere. De skal bruge den til at være kritiske, men også forholde sig kritisk til det materiale de finder digitalt. De skal kunne samarbejde kollaborativt, og de skal kunne være kreative. Computeren giver i høj grad mulighed for at opøve disse kompetencer, men de skal trænes.

Wan er endnu mere præcis i sin artikel ”Can we teach digital natives digital literacy?” (2012). Wan fokuserer på ’literacy’, som også er kendt på dansk. På hjemmesiden for Nationalt videncenter for læsning[2] defineres begrebet:

Den oprindelige grundbetydning på engelsk er ’det at kunne læse og skrive i et tilfredsstillende omfang’. Men i dag har literacy yderligere en række medbetydninger, der knytter sig til de krav, vi møder i det moderne skriftsamfund, og de muligheder vi har for at udnytte de skriftsproglige resurser. Man kunne kalde det en samlebetegnelse for den sproglige og socialkulturelle adfærd og tænkemåde hos et flertal i en skriftbaseret makro- eller mikrokultur.

Herunder kunne man tilføje de muligheder for at udnytte de mundtlige ressourcer, fordi nettet netop indeholder begge. Wan fokuserer dermed på, at ”literacy” handler om at kunne udnytte de muligheder, som digitale netværk indbyder til.

Wan peger på tre områder, hvor det er nødvendigt, at eleverne opnår kompetencer, som kan kvalificere deres anvendelse af digitale ressourcer:

Figur 3: Wan (2012)[3]

Skal en skole dermed udarbejde en strategi for, hvordan eleverne opnår digital dannelse, så er man nødt til at medtænke alle tre dimensioner i læringsrummet.

Teknisk dimension: Den generelle evne til at kunne løse tekniske vanskeligheder og at vide hvor man kan hente hjælp.

Kognitiv dimension: Evnen til at kunne forholde sig kritisk til information fundet på nettet, vide hvilke ressourcer der er relevante i hvilke sammenhænge osv.

Socio-emotionelle dimension: Evnen til at kunne indgå i og viden om betydningen af digital kommunikation. Herunder generel etikette/webetik.[4]

Pointen med at pege på konkrete digitale kompetencer er, at det herudfra er muligt for skolen at planlægge en it-strategi, som skal pege på hvilke it-kompetencer eleverne bør opøve. Det kan være med til at udstikke konkrete mål for undervisningen, en liste med bestemte værktøjer som skal inddrages osv. Det vil sikre en langt skarpere strategi for anvendelsen af it i undervisningen, som eleverne i sidste ende vil få gavn af.

Så de forhåbentlig kan gå fra digital natives til digital didactics.

 

Litteratur

Bruns, A., and S. Humphreys: “Wikis in Teaching and Assessment: The M/Cyclopedia Project.” In Proceedings of the 2005 International Symposium on Wikis, 25–32, 2005. http://dl.acm.org/citation.cfm?id=1104976.

EMU http://www.emu.dk/webetik/takt_tone/

Ng, Wan: “Can We Teach Digital Natives Digital Literacy?” Computers & Education 59, no. 3 (November 2012): 1065–1078.

Nationalt Videncenter for Læsning http://www.videnomlaesning.dk/viden-om/literacy-2/literacy/

 

 


[1] Bruns and Humphreys, “Wikis in Teaching and Assessment.”

[2] http://www.videnomlaesning.dk/viden-om/literacy-2/literacy/

[3] Ng, “Can We Teach Digital Natives Digital Literacy?”.

[4] http://www.emu.dk/webetik/takt_tone/

Der er lukket for kommentarer.

Følg mig på Twitter

%d bloggers like this: