//
Om at skrive en redegørelse

Kære bloglæser
Jeg har fået nyt domæne. Du kan finde det samme link på den nye blog her.
God fornøjelse!

Hvad er en redegørelse?

En redegørelse er en gengivelse af det vigtigste indhold af en tekst, og måden den er skrevet på. Redegørelsen adskiller sig fra fx referatet ved, at den ikke følger tekstforlægget (den tekst der redegøres for) kronologisk. I stedet uddrager den de væsentligste elementer, og fremstiller dem i en rækkefølge, hvor det vigtigste dvs. hovedsynspunktet kommer først, herefter de argumenter der underbygger hovedsynspunktet osv.

Hvad er formålet med en redegørelse?

Formålet med en redegørelse er, at den skal gøre læseren i stand til at forstå de vigtigste synspunkter og konklusioner i en tekst, som vedkommende ikke nødvendigvis selv har læst. Det gør det muligt for dig at diskutere indholdet i teksten, samtidig med at din læser er bekendt med den tekst, som du diskuterer.

Derfor skal en redegørelse også være så saglig som overhovedet muligt, og må under ingen omstændigheder indeholde subjektive holdninger til skribentens synspunkter. Hvis en redegørelse ikke er saglig, kommer du til at fremstå som utroværdig, og det vil være alt for nemt for skribenten til den tekst du diskuterer at skrive et nyt indlæg, hvor det er dig, der står for skud. Derudover skal den indeholde en karakteristik af argumentationsformerne i teksten. På den måde står det klart, om skribenten er velargumenteret eller bruger forskellige retoriske kneb til at overbevise modtageren med.

Hvad skal en redegørelse indeholde?

En redegørelse skal indeholde en forklaring af tekstens hovedsynspunkter, og den måde de bliver formidlet på dvs. de argumentationsformer skribenten anvender. Det er igen vigtigt, at du ikke kommer til at redegøre for teksten i kronologisk rækkefølge. Vær opmærksom på dit ordvalg i den sammenhæng. Fx skal du sjældent skrive “i begyndelsen af artiklen argumenterer…”. I stedet skal du brug vendinger som “hovedsynspunktet i teksten er…” eller “til at underbygge dette synspunkt anvender…”. På den måde gør du det tydeligt for skribenten, hvad der er hovedsynspunkt, og hvad der er undersynspunkter i teksten.

Hvordan kommer jeg i gang med en redegørelse?

Det første du skal gøre er at finde synspunkterne i teksten dvs. de påstande, som skribenten kommer med. Når de er skrevet ned evt. med påstand og belæg, skal du danne dig et overblik over hovedsynspunktet i teksten. Dvs. hvad er den overordnede påstand, der bliver argumenteret for?

Konkret eksempel:

De unge på 30

Det er tydeligt, at unge i dag slet ikke er selvstændige nok, og det værste er, at det vil give dem problemer, når de bliver voksne. Det er blevet mere og mere almindeligt, at det er forældrene, der tager kontakt til tandlægen, SU-styrelsen, gymnasiet osv. Det lærer langt fra de unge at tage ansvar, og det bliver svært for dem på længere sigt at vænne sig til det ansvar der følger med, når man bliver voksen. Man hører ofte, at det er fordi unge har så travlt med deres uddannelse, så det er i orden, at forældrene træder til og hjælper lidt. Men den vigtigste uddannelse man kan få som ung, er at lære at stå på egne ben. Det lærer man ikke så længe forældrene finder arbejde til ”de unge voksne”, når de er fyldt 30!

Sune Weile
31.01.11

I ovenstående læserbrev er den overordnede påstand (hovedsynspunktet), at unge ikke længere tager ansvar for sig selv. Herefter består teksten af en række belæg og påstande, som forsøger at underbygge den overordnede påstand. Det kan opstilles på følgende måde:

Hovedsynspunkt (overordnet påstand): unge er ikke selvstændige nok

Belæg for den overordnede påstand: fordi forældrene ordner det meste for dem

Belæg: forældrene hjælper de unge med at finde et arbejde

Belæg: forældrene ringer til SU-styrelsen for dem

Gendrivelse: unge har travlt med uddannelsen

Påstand: det vil få konsekvenser for dem senere hen

Belæg: når de ikke får ansvar tager de ikke ansvar

I et sammenhængende afsnit kunne redegørelsen se således ud:

På sin blog den 31.01.11 skriver Sune Weile, at unge ikke længere tager ansvar, fordi forældrene i alt for høj grad hjælper dem. Det er fx når de unge skal kontakte tandlægen, SU-styrelsen eller gymnasiet, at Weile mener, de unge får for meget hjælp hjemmefra. I sin argumentation anvender Weile humor til at overbevise sin læser. Det får teksten til at fremstå lidt utroværdig, når han afslutter med at kalde trediveårige for de “unge voksne”.

Weile mener, at argumentet ofte er, at de unge har for travlt med deres uddannelse til at sørge for de praktiske ting. Men det ser han som en dårlig udvikling: ”Det lærer langt fra de unge at tage ansvar, og det bliver svært for dem på længere sigt at vænne sig til det ansvar der følger med, når man bliver voksen.”(Weile, 2011 s.1) Dermed er det ifølge Weile indirekte forældrenes skyld, hvis de unge ikke kan tage det fulde ansvar, når de bliver voksne.

Derefter er du klar til at diskutere synspunkterne. Men læg mærke til, at redegørelsen ikke indeholder subjektive udsagn, som siger noget om, hvorvidt du er enig eller ej.

Det vigtigste ved en redegørelse er:

  • Den skal altid skrives i nutid.
  • Den skal være saglig og uden subjektive kommentarer overhovedet.
  • Du skal have udlagt teksten for læseren, så vedkommende forstår den.
  • Den skal ikke opbygges kronologisk efter tekstforlægget, men i stedet opbygges så de væsentligste synspunkter kommer først, herefter de underbyggende osv.
  • Den skal skrives sammenhængende dvs. ikke i punktform.
  • Den skal indeholde enkelte citater fra teksten.

Konkrete eksempler:

Christoffer Guldbrandtsens ”Den hemmelige krig ”og Janus Metz’ ”Armadillo” er bare to eksempler på den kritiske, subjektive og fiktionslignende dokumentarfilm, som har været på det store lærred efter årtusindskiftet. På boghylderne har blandt andre Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden” gjort det ud for den nye hybridgenre mellem fiktionens frie fantasi og den virkelighedsbundne faktion. Flere af værkerne er blevet modtaget med stor kritik af især folk som ufrivilligt har medvirket, men også dele af den menige befolkning har taget kritisk imod instruktørernes og forfatternes arbejde.

Men Karsten Wind Meyhoff og Andreas Harbsmeier, som er forfattere til artiklen ”En æstetisk fornyelse af journalistikken” fra Lettre Internationale #17, vinter 2007, forholder sig anderledes til den nye genre. For dem er det netop nedbrydningen af de traditionelle mure mellem fakta og fiktion, som giver de eksperimenterende og til tider provokerende værker deres vigtighed i vores samfund: ”De [værkerne] falder med andre ord uden for de gængse kontraktformer mellem afsender og modtager. Imidlertid er det netop denne placering mellem to stole, der er selve deres eksistensberettigelse.” (s. 8)

Meyhoff og Harbsmeier er kritiske over for den nuværende journalistik, som de mener hele tiden bør udfordres, revideres og fornyes. De mener, at journalistikken er for traditionel, upersonlig og irrelevant for de læsere, som værdsætter personligt engagement og indlevelse i måden at formidle nyhedsstof på: ”Blot kan det konstateres, at journalistikken – i sin illusoriske forestilling om objektivitet – er blevet mere blodfattig og uden skæret af nødvendighed.” (s. 10)

Rollen som journalistikkens udfordrer og konstruktive coach mener de kan udfyldes af de eksperimenterende kunstnere og deres værker. Meyhoff og Harbsmeier ser ligefrem så store kvaliteter i den nye genre, at de i artiklen argumenterer for, at de ”kreative journalister”/kunstnere skal flytte over på avisredaktionerne for at supplere og drille de nuværende journalister: ”For journalistikken har hele tiden brug for at få udfordret sine gængse forestillinger, få brudt med klicheer og indøvede rutiner. Her kan og bør dokumentarfilmen, erindringsromanen, den litterære reportage og den dokumentariske kunst med deres konstante udfordring af vores virkelighedsopfattelse være et væsentligt modbillede og alternativ” (s. 10)

Grunden til at Meyhoff og Harbsmeier har et anderledes og positivt forhold til værkerne end mange af de udsagn, der er blevet udtrykt ved udgivelserne er, at de mener, at kritikerne fokuserer på en forkert side af værkerne. Formålet med dem er ikke, ifølge artiklen, at svare på spørgsmål om virkeligheden, som formålet er med den traditionelle journalistik, men derimod at lægge op til debat om virkeligheden og de medvirkende aktører: ”Den subjektive fremstillingsforms fineste kvalitet er ikke at sige sandheden om tingenes tilstand. Derimod vil den fremprovokere en seriøs stillingtagen til en problematik og dermed synliggøre interesser og selvopfattelser blandt aktørerne i et givent miljø.” (s. 9)

Værkerne skal altså fremprovokere debatter og overvejelser over temaerne i værkerne. Om virkeligheden er beskrevet faktisk eller manipuleret er derfor ikke så relevant. Genrens evne til at sætte tanker og refleksion i gang, får Meyhoff og Harbsmeier til at overveje, om kontrafaktisk journalistik, en opstilling af mulige virkelighedsscenarier og falske nekrologer kan blive en del af den brede nyhedsformidling.

©Sune Weile

Diskussion

24 thoughts on “Om at skrive en redegørelse

  1. Du skriver “…gjort det ud for den nye hybridgenre mellem fiktionens frie fantasi og den virkelighedsbundne faktion.” – faktion er vel netop blandingen af det fiktive og det faktuelle heraf navnet fakta + fiktion = faktion. Er det så ikke forkert at kalde Romers bog for en blanding af fiktion og faktion? 🙂

    Posted by Peter | 25/09/2011, 13:39
    • Jo, det har du sikkert ret i. Eksemplet stammer fra en elevstil. For at bevare det autentiske præg har jeg valgt ikke at rette det igennem for indholdsfejl af den art. Eksempler skal kun forstås som eksempler på det afsnit de står i dvs. i dette tilfælde en redegørelse. Men tusind tak for kommentaren 😉

      Posted by Sune Weile | 25/09/2011, 18:47
  2. I en redegørelse vil jeg mene at man må forholde sig til den genre teksten tilhører, fx kan man lave et referat af en revyvise uden at komme ind på at det fx er en politiker der bliver udleveret. Men det skal med i en redegørelse. Hvad siger du til det?

    Posted by Finn Agger | 29/03/2012, 15:28
    • Det kan du sikkert have ret i. Jeg ved ikke, om jeg vil sige det er et krav. Med kravet i opgaveformuleringerne til eksamen om, at eleven skal forholde sig til argumentationsformerne i teksten, kommer det ofte af sig selv, fordi forskellige former (ofte) knytter sig til bestemte genrer. Men jeg mener helt sikkert, at eleven bør bemærke i sin redegørelse, at der fx er tale om et læserbrev el.lign. En egentlig genreanalyse mener jeg dog ikke er nødvendig.

      Posted by Sune Weile | 31/03/2012, 20:45
  3. må der gerne være afsnit når man skriver en redegørelse, eller skal det hele skrives som en samlet tekst? :=)

    Posted by Yasemin | 05/09/2012, 23:23
  4. Du skrive at man ikke skal subjektiv i sen redegørelse, men alligevel skriver du:

    “I sin argumentation anvender Weile humor til at overbevise sin læser. Det får teksten til at fremstå lidt utroværdig, når han afslutter med at kalde trediveårige for de “unge voksne”. ”

    Det er da subjektivt?

    Posted by Nikolaj Korsgaard | 19/03/2013, 18:07
    • Jeg mener ikke det nødvendigvis er subjektivt. Det er i højere grad en analyse af argumentationen. Og det er helt ok. Faktisk et krav i Kronikken på STX. Men du har måske ret i, at det kan misforstås. Tak for kommentaren!
      De bedste hilsner
      Sune

      Posted by Sune Weile | 19/03/2013, 20:27
  5. Sune tak for den fantastiske måde du har beskrevet definitionen på en redegørelse 🙂

    Posted by Sedar Emil | 15/11/2013, 14:16
  6. Hvordan afslutter man en redegørelse? Man kan vel ikke konkludere ellers er det jo lidt ens egen mening

    Posted by Sofie | 02/01/2015, 14:48
    • Ofte afsluttet man en redegørelse ved at samle op på de overvejelser, man har gjort sig omkring argumentationsformerne. Dvs. hvilken betydning har argumentationsformerne for artiklen eller debatindlægget, som man har redegjort for.

      Posted by Sune Weile | 02/01/2015, 15:09
  7. redegørelse af sprog, hvad menes der helt konkret der?

    Posted by michael | 08/01/2015, 20:05
    • Hej Michael
      Det kan være en redegørelse for, hvordan teksten er skrevet. Bliver der fx brugt mange metaforer? Eller er den skrevet ironisk? Er der en særlig tegnsætning fx mange udråbstegn? Det handler om at finde det særlige ved teksten, og ikke bare nævne en lang række træk, som ikke er relevante.
      De bedste hilsner
      Sune

      Posted by Sune Weile | 04/02/2015, 10:36
  8. Under dit eksempel af en redegørelse, teksten om unge tager for lidt ansvar, skriver du “Gendrivelse: unge har travlt med uddannelsen” hvad betyder gendrivelse ?

    Posted by Frederik Lund | 01/02/2015, 14:54
  9. Hej Sune.
    Jeg er igang med at skrive et speciale som bygningskonstruktør og har i den forbindelse redegjort for IKT-bekendtgørelse, hvordan vil du anbefale man gøre det ? Det er jo lidt svært at sammensæt teksten for så vil læseren næppe forstå fundmentet i teksten.

    Posted by Ibrahim | 25/03/2015, 23:40
    • Hej Ibrahim
      Beklager det sene svar. Jeg kan desværre ikke give dig et svar, for det ligger lidt udenfor det jeg plejer at arbejde med. Jeg vil anbefale, at du spørger din vejleder.
      Dbh Sune

      Posted by Sune Weile | 29/04/2015, 20:19
  10. Hej Sune
    Super god og overskuelig definitionen på en redegørelse du har skrevet!
    Jeg har lige et spørgsmål, jeg har fået til opgave at skrive en redegørelse. Jeg har 2 tekster, den ene er en ‘artikel’ om en holdning til dansk rap, hvor den næste tekst er en dansk rappers svar til tekst 1.
    Skal jeg skrive en samlet redegørelse over de 2 tekster eller en for hver?
    Venlig hilsen
    Josephine

    Posted by Josephine | 25/10/2015, 20:53
    • Hej Josephine
      Tak for det 🙂
      Det er svært at svare på, for det afhænger af, hvad du bliver bedt om i opgaveformuleringen. Som regel skal du skrive en redegørelse for hver og ikke samlet. Det kan forvirre læseren, hvis du blander redegørelsen af to tekster sammen. Men igen; det er nok bedst at spørge din lærer. Der er sikkert andre i din klasse, der sidder med samme spørgsmål.
      Dbh Sune

      Posted by Sune Weile | 25/10/2015, 21:49
  11. Sune – prøver at fange dig denne vej. Kan du ikke chekke besked på din SKYPE? eller facebook. Jeg har vigtig meddelelse til dig og Eva S. fra MIL
    kh janni

    Posted by Janni Nielsen | 02/03/2016, 14:48
  12. Er redegørelse ikke på en måde en analyse? Da man skal fremhæve hvordan forfætter har fx brugt appelformer.
    Hvad er så forskellen på redegørelse og analyse?

    Posted by Mikkel | 01/11/2016, 15:40
    • Man kan sige, at redegørelsen indeholder enkelte analyseelementer. I hvert fald når det gælder kronikken på STX. Så det kan du have ret i. Men det beskrives som en karakteristik, som er en del af din redegørelse. Eller evt. et afsnit efterfølgende.

      Posted by Sune Weile | 08/03/2017, 08:26
  13. Hej Sune.
    Hvad mener du med at en redegørelse ikke skal i punktform? 🙂 har svært ved at forstå det
    Vh. Olivia.

    Posted by ✞☻Οιίνία☻✞ (@OliviaRindom) | 16/01/2017, 11:03

Skriv en kommentar